søndag den 16. marts 2008

Forandringsparat eller blot opportunist? Tilfældet Ole Sohn

Kan en politiker skifte standpunkt uden at miste troværdighed? Svaret er ja, hvis eksemplet er gode gamle Jens Otto Krag, der i tressernes glade optimisme skabte den berømte kliché: Man har et standpunkt til man tager et nyt! - og slap afsted med det uden nævneværdige skrammer.

Nu samler interessen i dansk politik sig om Socialistisk Folkepartis meteoragtige opstigning i meningsmålingerne, der er skabt af formanden, Villy Søvndals evne til at sige de rigtige bemærkninger, der taler til de inderste instinkter i folkedybet lige her og nu.

Lige bag Villy Søvndal står - konkret og i overført betydning - gruppeformanden i SF, Ole Sohn, en velargumenterende og vidende politiker, der næsten altid har svar på rede hånd. Og hvis det ikke lige var fordi denne Ole Sohn i en lang årrække havde været ledende medlem af Danmarks Kommunistiske Parti - sågar formand fra 1987 til 1991 - ville ingen sjæl kunne indvende noget som helst imod hans ledende position ikke alene i SF, men også i dansk politik.

Spørgsmålet er imidlertid ikke til at komme udenom: kan man fæstne lid til et parti og en partiledelse, der som SF lader forhenværende associerede med sovjetblokkens etpartidiktaturer komme helt frem i forreste række og dirigere musikken? Ikke fordi der er grund til at frygte, at de vil forsøge bag kulisserne at genoplive de kommunistiske paroler, dertil er de for kloge og har heller ikke lyst, men mere fordi disse personers politiske hamskifte kom på tidspunktet, hvor sovjetkommunismens dage var talte, og at man derfor kan mistænke dem for at skifte standpunkt blot for at kunne fortsætte karrieren i et andet og mere gunstigt politisk spor.

Med andre ord er der sået tvivl om deres oprigtige, ærlige og redelige indstilling til det politiske arbejde. Og har den menige vælgerbefolkning ikke en berettiget forventning om, at politikere, der har lagt deres gode navn og gerning i vægtskålen til fordel for et totalitært diktatur som det sovjetiske regime, ikke igen dukker frem i forreste geled på den politiske scene , blot nu prydet med lånte fjer fra et andet parti og iført den demokratiske parlamentarismes skønne klæder?

Eller er forholdet det, at det enkelte menneske, og altså også homo politicus, rummer flere sider, mulige opfattelser, standpunkter, der vokser, får overtaget, fortrænges af nye erkendelser, altsammen led i en vedvarende individuel erkendelsesproces, der rummer sider af såvel det gode som det onde i sig?

Kan en forhenværende kommunist blive en god demokrat? Svaret er ja.
Er det opportunisme eller ny erkendelse, når politikerne skifter ståsted? Sikkert både det første og sidste.

Men her er det centrale spørgsmål, vi må stille os selv som vælgere i et demokrati: vil vi stemme på en politiker, der tidligere har stillet sig solidarisk med antidemokratiske, antiparlamentariske, totalitære politistater, men som nu har alle de rigtige synspunkter, som vi selv går ind for?

Vel kan en politiker skifte standpunkt og være forandringsparat - ja, det manglede bare, hvis ikke det var tilfældet. Men den person, der formår uden større sværdslag at skifte formandsposten i Danmark Kommunistiske Parti ud med en toppost som gruppeformand i det mere end moderat socialistiske folkeparti, rummer så mange sider i sig, at man kan have sin berettigede tvivl om, hvornår man præsenteres for den ægte politiske vare. I SF og i gruppeformand Ole Sohn.